Søndag den 17.marts kl.15 spiller Bo Stief og Poul Halberg koncert på ØP med det store jazzorkester, Basic Bigband. For bigbandet har det være en oplevelse at blive skubbet til af de to erfarne musikere.
De seneste måneder har Basic Bigband arbejdet intensivt med bassisten Bo Stiefs og guitaristen Poul Halbergs musik. De to koryfæer i dansk musikhistorie har sat deres massive aftryk i danskernes lydbillede de sidste 40 år, og især 76-årige Bo Stief har svunget pisken og dirigentstokken over bigbandet. Nu skal musikken ud på foreløbig fire scener sammen med de to solister.
– Vi er vant til at spille koncerter med dygtige solister eller gæstedirigenter, fortæller Jesper Vognsgaard, der er bigbandets daglige dirigent. Men denne gang er det anderledes og fantastisk inspirerende. Bo Stief har været enormt engageret, og flyttet alle i bandet rent musikalsk. Vi glæder os helt enormt til at spille for folk til de kommende koncerter.
Bo Stiefs og Poul Halbergs musik er arrangeret unikt til Basic Bigband af Jesper Riis, der også arrangerer for DR Bigband. Det er en blanding af Poul Halbergs store pophits fra 1980’erne og 90’erne og Bo Stiefs kompositioner. Ind i mellem spiller Bo Stief og Poul Halberg duo, og bigbandet spiller nogle af sine egne arrangementer.
– Jeg glæder mig helt vildt. Vi har fået så mange input fra de tos lange karrierer, så jeg er helt tryg ved, at det virker. Der kommer til at ske mange ting både på scenen og musikalsk, vi ikke selv havde turdet gøre, siger Jan Rosenbeck, der er formand for bigbandet.
Basic Bigband spiller med Bo Stief og Poul Halberg i Ørstedspavillonen søndag den 17.marts klokken 15. Billetter kan købes på langelandsjazzklub.dk
Arrangør: Langelands Jazzklub med støtte fra Nordea Fonden.